Liggende nøgenmodel på rødt tæppe (73 x 100 cm, olie, 1909)

tirsdag den 22. januar 2008

I kødet på småborgerligheden

Udstilling. Hamburger Kunsthalle serverer det rene guf i 2008: En stor særudstilling med den schweiziske kunstner Félix Vallotton, der tager et kig ned i idyllens afgrund.

HAMBORG. Med Vallotton er der kun to muligheder: Enten hader man ham - eller man forguder ham.
Citatet stammer fra den britiske avis The Guardian.
Den tyske maler Daniel Richter hører til dem, der forguder Félix Vallotton. "Mit idol i de søvnløse nætter", har Richter skrevet om Vallotton. Ja, citatet blev også en titel på et af Daniel Richters store farveorgier, der direkte refererede til Vallottons billedsprog.
En af kunstårets helt store udstillinger i Hamborg bliver en særudstilling med den schweiziske maler, som mange nok har antaget for at være franskmand, fordi hans billedsprog er så tydeligt fransk. Félix Vallotton arbejdede da også det meste af sit liv (1865-1925) i Frankrig, hvor han boltrede sig med sarkasme og sort humor.

Bizarre positioner
Vallotton er en af de mange kendte, men alligevel mindre kendte kunstnere fra begyndelsen af det 20. århundrede, som Hamburger Kunsthalle præsenterer i en serie udstillinger. Tidligere har danske Vilhelm Hammershøi og finske Helene Schjerbeck været vist som to af disse "ukendte kendte kunstnere".
Bizarre positioner, numser, mænd der omfavner kvinder og kigger et vist sted hen, nøgenmaleri og tavse interiørbilleder, der skriger til himlen. Félix Vallotton har været ganske bevidst om, hvad der skulle til for at sætte noget i gang hos beskueren. I 1909 havde han den første separatudstilling i Kunsthaus Zürich, og her udstedte de schweiziske myndigheder et forbud, så ungdommen ikke kunne besøge udstillingen.

Påfaldende saglige
Det var den småborgerlige dobbeltmoral, Félix Vallotton gik i kødet på. Og mon ikke han stadig kan provokere lidt her i 2008?
"Idylle im Abgrund" hedder udstillingen, som Hamburger Kunsthalle åbner den 15. februar og viser frem til den 18. maj. Kunsthistorikerne vil bemærke, at udstillingen byder på noget af det fornemste inden for stilretningerne surrealisme og Neue Sachlichkeit, den tyske kunstretning, der overdrev tingenes virkelighed til grotesk realisme. Félix Vallottons billeder er da på mange måder også en reaktion mod både impressionismen og ekspressionismen.
Alle andre vil nok mest bide mærke i Vallottons stærkt underspillede erotiske billeder, der er påfaldende saglige og realistiske. Hele tiden lurer konflikten mellem drifter og moralen og en kompleks stemning af nærhed og distance på samme tid. Vallottons samtid - deriblandt også flere kunstnere - mente, at han gik langt ud over grænserne for det tilladelige. Hvorfor mon?

Her er ægteskabelige sidespring og liderlighed mixet med klunketidens plys og purpurrøde farver. En spændende cocktail selv et århundrede senere.
Félix Vallotton blev født i Lausanne og studerede i Paris, hvor han også arbejdede som illustrator, journalist og forfatter. Hans teaterstykker vakte - ligesom hans billeder - furore. Vallotton blev pariser, mens "La Belle Epoque" stod på. Det var en tid med spændinger mellem dekadent storbyliv og økonomisk depression. De allerførste kvinder var begyndt at eksperimentere med frigørelsen - med kraftige modreaktioner til følge. Men det store flertal giftede sig til økonomisk sikkerhed og prestige. En kulisse, der var som skabt til det, Félix Vallotton gerne ville fortælle.

Profetisk opgave
I Paris blev Vallotton medlem af den gruppe af kunstnere, der kaldte sig "Les Nabis". Ikke alene hørte gruppen næsten vor egen tid til, den bestod tillige af provokerende franske kunstnere. "Les Nabis"" kunstnere var både i deres kunstopfattelse og åndelige habitus beslægtet med italiensk tradition.

Den franske gruppe af kunstnere blev dannet i 1888 og talte navne som Maurice Denis, Paul Serusier, Edouard Vuillard, Paul Ranson, Ker-Xavier Roussel og Pierre Bonnard. Navnet "Les Nabis" hentede de fra hebraisk, hvor det betyder "profet". Deres profetiske opgave havde kunstnerne for en stor dels vedkommende hentet hos stjernen Paul Gauguin i årene før han realiserede sine paradisdrømme og rejste til Tahiti.

"Les Nabis" stod for en genoplivning af middelalderens og den tidlige renæssances fladebetonede billedopfattelse. De ønskede i lighed med den tidlige kirkekunst at indføre en renere åndelighed i maleriet, udtrykt både igennem religiøse motiver og et dekorativt og forenklet formsprog, beslægtet med tidens skønvirkestil. Men modsat Gauguin drog kunstnerne ikke til Tahiti for at realisere Paradis hinsides horisonten. De stolede på deres indre syner og de drømme, der kunne fortætte sig på lærredet og skabe Paradis midt i moderniteten.

Félix Vallotton-udstillingen er blevet til i et samarbejde med Kunsthaus Zürich, der siden det famøse forbud i 1909 er kommet på helt andre tanker med den kreative schweizer. Udstillingen byder på 70 oliemlaerier, 50 træsnit, plakater, bøger og illustrationer.

Hamburger Kunsthalle: Idylle im Abgrund - Félix Vallotton. 15. februar-18. maj 2008.